Damplokomotivet TKVJ 12 var det første damplokomotiv som den dengang unge Kolding Lokomotivklub i 1968 købte.

TKVJ Nr. 12 havde dog dengang ikke kørt i mange år, og var i stedet hensat i remisen hos TKVJ. Noget som lokomotivet havde været siden midten af 1950’erne.

TKVJ som var privatbanen Troldhede-Kolding-Vejen Jernbane, åbnede i 1916, midt under 1. verdenskrig. Det gjorde at man dengang ikke, som ellers kutyme, kunne købe tyskbyggede lokomotiver. I stedet havde man rettet blikket mod Schweiz, hvor man hos Lokomotivfabrikken i Winter-thur fik konstrueret og leveret 4 damplokomotiver benævnt TKVJ 1-4. På Troldhedebanen, som var TKVJ’s daglige navn, gjorde de 4 lokomotiver god fyldest i de mange godstog i de første år.

Under 2. verdenskrig, hvor brændselsforsyningen i form af olie og benzin svigtede, fik damplokomotiver til opgave at køre med tørv og brunkul. I 1942 blev lokomotiverne omnummeret fra 1-4 til 11-14. TKVJ 2 skiftede dermed navn til TKVJ 12.

Efterhånden normaliseredes situationen efter krigen, og behovet for store godstog hos TKVJ svandt ind. De 4 lokomotiver blev enten ophugget eller for TKVJ 12’s vedkommende hensat. Her stod lokomotivet stadigvæk i 1968 da banen blev nedlagt. Kolding Lokomotivklub overtog TKVJ 12, som dog langt fra var køreklar. Faktisk har lokomotivet været under restaurering i større eller mindre omfang siden dengang. En restaurering som nu er tilendebragt.

I efteråret 2015 kørtes de sidste prøvekørsler, og de forskellige tilladelser var i hus. TKVJ nr. 12 kunne dermed igen komme ud og arbejde på skinnerne.
Den 9. juli 2016 blev lokomotivet officielt indviet. Læs om indvielsen, læs formandens tale med en gennemgang af restaureringsprocessen på http://sjvt.dk/aktuelt.htm

se også vores støtteforenings - Støtteforeningen KLK - hjemmeside:  http://klk.dk/TKVJ_12.htm - hvor man følger restaureringprocesen
 

Jernbaneklubbens diesellokomotiv HHJ DL 11 er et eksempel på, hvordan privatbanernes lokomotiver kom til at se ud efter 1945. Krigen havde været hård ved mange privatbaners materiel. Det var simpelthen nedslidt således at en fornyelse var nødvendigt de fleste steder, hvor der fortsat var en godstrafik af betydning. Til persontrafikken anskaffede privatbanerne sig i stor stil skinnebusser, finanseret af moderniseringslån, mens lokomotiver til godstrafikken måtte anskaffes på anden vis. Den spændte valutasituation efter krigen gjorde at man kun kunne anskaffe sig danskbygget materiel. Det endte med at en bestilling på 9 diesellokomotiver blev bestilt hos Lokomotivfabrikken Frichs i Aarhus. Lokomotiverne blev i eftertiden kendt som ”marcipanbrød” med henvisning til udseendet. Frichs havde i mange år bygget især damplokomotiver og motorvogne til DSB og enkelte privatbaner.

Denne samlede bestilling af førstnævnte lokomotivtype blev afleveret og i 1952 kunne HHJ, forkortelse for Hads-Ning Herreders Jernbane, i daglig tale Odderbanen, modtage sit nye diesel-lokomotiv. Dette lokomotiv fik benævnelsen HHJ M 3. I mange år blev lokomotivet anvendt til Odderbanens dengang store godstrafik. I 1969 blev lokomotivet omlitreret til HHJ DL 11, sådan som lokomotivet i dag er benævnt. Op gennem 1970’erne havde HHJ fortsat en meget stor godstrafik, som gjorde at HHJ DL 11 blev brugt i stort omfang.

Omkring 1990 var dels godstrafikken ved at forsvinde hos HHJ og dels havde man siden 1977 haft yderligere et lokomotiv. I 1998 besluttede HHJ at sælge DL 11 til en veteranbane og Lokomotivklubben overtog HHJ DL 11 i efteråret 1998. Inden afleveringen af lokomotivet fik det et teknisk eftersyn og en opmaling i HHJ’s dengang kendte orange/hvide farve.

Fra 1999 har lokomotivet haft base i Lunderskov remise sammen med resten af veterantoget, og lokomotivet er en fast bestand af veterantogene. Både til selve kørslerne og til materielflytninger.

En af veterantogets mange Koldingvogne. Da privatbanen Troldhede-Kolding-Vejen Jernbane TKVJ åbnede i 1916, leverede vognfabrikken Scandia i Randers alle personvognene til privatbanen. Af disse var 7 vogne benævnt som C-vogne med 3. klasse på træsæder.

Disse vogne fik betegnelsen TKVJ C 21-27. Alle vognene var indrettet med 56 siddepladser som 3. klasse på træsæder indrettet i 2 storrum. Et rum til rygere og et til ikke-rygere. Der gik dog ikke mange år før man fandt ud af, at 7 vogne var for meget, og man solgte ud af disse til andre baner i Danmark. Kun to af C-vognene blev hos TKVJ, hvoraf TKVJ C 21 var den ene.

Efter 2. verdenskrig blev vognene moderniseret, fik polstrerede lædersæder, men blev i de sidste år frem til TKVJ’s nedlæggelse mest brugt til transport af skoleelever og som togførervogn.

Kolding Lokomotivklub købte vognen i 1968, hvor TKVJ blev nedlagt. Personvognen TKVJ C 21 var dengang køreklar og den indgik i det første veterantog hos Kolding Lokomotivklub i 1972.

Siden da har TKVJ C 21 været en fast bestanddel af veterantoget, undtaget en kort periode fra 1989 til 1993, hvor den blev istandsat. TKVJ C 21 er i dag den personvogn i veterantoget som kan rumme flest siddende passagerer.

Som et kuriosum kan det nævnes at TKVJ C 21 nåede at køre 935.402 km i tiden som privatbanevogn. Hertil skal så lægges et ikke uanseligt antal km. som veteranbanevogn.

I 1916 byggede Vognfabrikken Scandia i Randers tre personvogne til den nyåbnede Køge – Ringsted Banen. Den ene af vognene sidder du nu i. Den havde oprindelig et stort rum, men i 1924 fik den en skillevæg i midten, så rygere og ikke rygere kunne sidde hver for sig.

Køge – Ringsted Banen var en lille lokal bane uden ret mange passagerer, så da banen havde købt et par motorvogne i slutningen af 1920’erne, var der ikke længere brug for personvognen ved banen. I 1943 blev vognen udlejet til HHJ i Jylland.
HHJ blev glad for vognen, og købte den tre år senere. Så blev den moderniseret med polstrede, læderbetrunkne sæder, så den fik det udseende, den har nu og var i drift indtil 1968.

I 1970 blev den solgt til Dansk Jernbane-Klub, der satte den i drift på Mariager – Handest Veteranjernbane. Siden kom den til Museumsbanen Maribo – Bandholm, men i 1976 indgik vognen i en byttehandel med Lokomotivklubben KLK. Hos KLK kom straks i drift som KRB A 1 men ved en større istandsættelse i 1988 har vognen siden kørt som HHJ C 25.

Personvognen OMB C 16 adskiller sig fra veterantogets øvrige vogne ved at være bygget på en anden fabrik. Det er nemlig vognfabrikken Arlöf i Malmø som byggede denne og andre vogne til privatbanen Odense-Middelfart-Bogense OMB. En privatbane som drev 2 strækninger Odense-Brenderup-Middelfart og Brenderup-Bogense.

OMB C 16 blev leveret til privatbanen sammen med 7 andre person-vogne. Disse var alle indrettet med 44 siddepladser på 3. klasse i to storrum. Et for rygere og et for ikke-rygere. Vognene fik betegnelsen OMB C 11-18, og C 16 indgår hermed i denne række.

Inde i vognen kan man stadigvæk iagttage det særlige svenske kendetegn i form af den skråtstillede listebeklædning. Skiftevis mørke og lyse trælister. Vognens interiør er dermed uændret siden leveringen for snart 100 år siden.

Vognen var i brug hos OMB helt frem til midten af 1960’erne, hvor banen i 1966 blev nedlagt. De nordfynske privatbaner, hvor OMB var den ene, anskaffede sig ikke skinnebusser til persontrafikken, førend man købte et enkelt sæt i 1961, hvilket betød at enkelte af de gamle personvogne var i brug til det sidste. 

Af omveje havnede OMB C 16 hos daværende Kolding Lokomotivklub, som ved sin første veterantogskørsel i 1972 kunne anvende personvognen. Siden da har OMB C 16 været en fast bestanddel af veterantogene i mange år, og således stadigvæk et eksempel på, hvordan man rejste for 100 år siden med toget på nordfyn.

Historien om personvognen KS C3 er til at starte med, den samme historie som skrives om en anden af veterantogets personvogne HTJ C 24.

Begge vogne blev leveret af vognfabrikken Scandia i Randers til privatbanen Kolding Sydbaner i 1911. Denne privatbane kom til at trafikere strækningerne fra Kolding til Hejlsminde og Vamdrup.

I alt leverede Scandia 7 personvogne til banens åbning. Af disse var 4 personvogne indrettet med 3. klasse på træsæder. Den ene af disse vogne var KS C3. Indretningen var med 2 storrum, til henholdsvis rygere og ikke-rygere. Udvendigt var vognene dengang moderne udstyret med store spejlglasruder og teaktræs-beklædning.

Hos KS blev C 3 anvendt frem til banens lukning i 1948. Herefter fortsatte C3 hos privatbanen Høng-Tølløse Jernbane HTJ, som HTJ C 25. Nu med polstrede røde lædersæder. Brugen af vognen forsvandt midt i 1960’erne, og denne var i en kort periode hensat i en grusgrav.

Kolding Lokomotivklub overtog HTJ C 25 i 1970, og den gennemgik i årene herefter en istandsættelse, som indebar indretning af en bardisk i en ene ende mens vognens anden ende fik træsæder. Overfor bardisken bibeholdt man de røde lædersæder. Senere igen blev bardisken udskiftet til den nuværende og træsæderne i vognens anden ende udskiftet til træsæder lig dem som vognen oprindelig var udstyret med. Derfor er det en lidt speciel vogn som i dag igen bærer navnet KS C3. Men vognen er et naturligt samlingssted i veterantoget, med sin bardisk. KS C 3 har været en del af veterantoget siden 1975, kun afbrudt af perioder med istandsættelse. 

Personvognen FFJ C 72 blev leveret til privatbanen Frederikshavn-Fjerritslev Jernbane (FFJ)

Denne privatbane var åbnet året før med delstrækningen fra Nørresundby til Frederikshavn. Fortsættelsen mod Fjerritslev var undervejs, og man forudså en øget trafik, som indebar anskaffelsen af flere personvogne.

Dengang blev vognen leveret med pladebeklædning og udstyret med 50 siddepladser. Naturligvis 3. klasse med træsæder. I tagrytterne var der vinduer som gav et særligt lys i vognen sammen med petroleumslygter, som dog blev udskiftet med elektrisk belysning ca. 10 år senere.

Senere igen i 1930 gennemgik vognen en større ombygning, hvor pladebeklædningen blev erstattet af rødmalede trælister, sådan som vognen også i dag har det. Sæderne blev skiftet ud med polstrede sæder og der blev indsat en varmeovn.

Sidst i 1940 blev vognen udstyret med lædersæder og i 1952 blev den omlitreret til FFJ C 13.

Omkring 1960 var så slut med at bruge personvognen og denne blev omdannet igen, alle sæder blev fjernet og fungerede nu som telegraf-tjenestens værkstedsvogn. I 1969 lukkede FFJ, og personvognen havnede hos en veteranbane, hvor den dog kom til at stå uden at der skete noget.

Men i 1980 overtog en privatperson vognen, og nu blev FFJ C 72 som blev vognens navn, istandsat efter alle kunstens regler og fremstår nu i en udgave svarende til omkring midten af 1930’erne og fremefter.

Siden 1987 har den været en fast bestanddel af veterantoget. I vognen kan man bl.a. Se de læderstroppe som man brugte til at hæve og sænke vinduerne med, og varmeovnen er stadigvæk en del af interiøret og faktisk funktionsdygtig.

Historien om personvognen RGGJ C 3 er historien om den “Grimme ælling”. Først skulle den gå så meget igennem, for til sidst at blive en smuk vogn.

Personvognen RGGJ blev leveret til åbningen af privatbanen Ryomgård-Gjerrild Jernbane RGB i 1911. Banen blev forlænget til Grenå i 1917 og fik herefter navnet RGGJ. Personvognen C3 bar altså navnet RGB C3 fra 1911 og efter 1917 fik den sit nuværende navn RGGJ C3.

Vognen er bygget som en pladebeklædt personvogn med små dobbelt-vinduer. En konstruktion som var ved at gå af mode i begyndelsen af 1910’erne. Oprindeligt var vognen udstyret med 2 storrum, adskilt af en kupe i midten. Storrummene var indrettet som henholdsvis ryger og ikke-rygerrum. I de første år var vognen indrettet med petroleumsbelysning, som senere erstattedes af elektrisk belysning.

Senere, faktisk først i 1953, blev vognens indretning ændret således at den nuværende indretning med et toilet i midten erstattede den oprindelige kupe. Ved samme anledning faldt antallet af siddepladser fra 50 til de nuværende 46 siddepladser.

I 1956 blev privatbanen RGGJ nedlagt og banens materiel, herunder RGGJ C 3 stod foran en ukendt skæbne.

I første omgang endte personvognen C3 i en grusgrav. Selvfølgelig uden hjul og akselsgafler. Her kunne vognen så afvente sin senere skæbne.

Senere igen i 1977 blev vognen overdraget til Kolding Lokomotivklub med henblik på restaurering. Men projektet med C 3 gik i stå og der skete ingenting førend vognen i 2002 blev flyttet til Odder, hvor en privatperson gik i gang med restaureringen af C 3. I 2008 kunne RGGJ C3 indgå i veterantoget som det nyeste eksempel på, hvordan en personvogn tidligere har set ud. Den rødmalede personvogn vækker nu opsigt i veterantoget med sin pladebeklædning. 

En af veterantogets “fynboer” er personvognen OKMJ A 10. Samtidig er det den fineste af veterantogets mange personvogne, udstyret som den er med 4 kupeer i stedet for de øvrige vognes storrum.

Privatbanen OKDJ som stod for Odense-Kerteminde-Dalby Jernbane åbnede i 1900. I 1914 blev banen forlænget nogle få kilometer til en ny endestation Martofte, og banens navn ændredes til OKMJ. Samme år i 1914 anskaffede banen sig to personvogne som supplering til de vogne man allerede havde i forvejen. Den ene af disse personvogne var OKMJ A 10, leveret af vognfabrikken Scandia i Randers, som har bygget de fleste af veterantogets personvogne. OKMJ A 10 var indrettet med 4 kupeer og i alt 30 siddepladser på 2. klasse. Herved adskiller vognen sig fra veterantogets øvrige vogne, som alle er indrettet med 3. klasse. A 10 skulle endda i 1934 opleve at blive opklasseret til 1. klasse. Fornemt for en privatbanevogn.

Hos OKMJ, som i daglig tale blot blev kaldt ”Kertemindebanen”, blev A 10 brugt helt frem til midt i 1960’erne, hvor OKMJ i 1966 blev nedlagt. I de sidste år var det mest som togførervogn i godstogene at vognen blev anvendt.

I 1966 ved OKMJ’s nedlæggelse blev A10 solgt til nogle privatpersoner, og vognen havnede hos Kolding Lokomotivklub, som i 1972 kunne indsætte OKMJ A 10 i sit første veterantog. Siden da har vognen været en fast bestanddel af veterantoget i mange år. I 2005 blev A10 taget ud af drift, for en større restaurering. Den var færdigrestaureret i 2014, men et hovedleje der brændte varm, udsatte indsættelsen i veterantogt ét år.

Selvom man kan komme af sted på 1. klasse med OKMJ A 10, så koster det ikke ekstra i forhold til de øvrige vogne, men man kan opleve fortidens ”fine tog” med små jernbanekupeer.

Personvognen HTJ C 24 er en gammel Koldingvogn. Oprindeligt blev den leveret til privatbanen Kolding Sydbaner (KS) i 1911 med benævnelsen KS C2. Kolding Sydbaner kørte togene fra Kolding til henholdsvis Hejlsminde og Vamdrup.

Vognen blev leveret fra vognfabrikken Scandia i Randers sammen med bl.a. personvognen KS C 3 som også findes i veterantoget. Begge vognene var dengang udstyret med 56 siddepladser på træsæder indrettet i 2 storrum, en til rygere og en til ikke-rygere. Bemærk at der er askebægre i det ene rum og ikke i det andet.

De to personvogne skulle dog få vidt forskellige skæbner og forskellige udseender, men alligevel ende det samme sted.

Begge vogne var dog først i drift hos privatbanen KS fra 1911 og frem til denne privatbane lukkede i 1948.

Efter 1948 fortsatte KS C 2 hos privatbanen Høng-Tølløse Jernbane (HTJ) som HTJ C 24. Her blev den blev ombygget med lukket endeperron i den ene ende og med en postkupe i den anden ende og træsæderne som vognen oprindeligt var udstyret med blev skiftet ud med røde lædersæder.

Som sådan blev HTJ C 24 anvendt indtil omkring 1970, hvorefter den blev overtaget af Kolding Lokomotivklub, og har siden har HTJ C 24 været anvendt til veterantogskørsel. Som det ses i vognen er det udseendet fra overtagelsen hos HTJ, som i dag kan ses, med røde lædersæder og lukket endeperron. Postrummet anvendes i dag til forskellige praktiske formål under kørslen.
C 24 er nu hos Danmarks Jernbanemuseum i Odense.

Den hvide godsvogn er et af veterantogets senest restaurerede vogne. Som det fremgår af navnet er det en tidl. DSB-vogn, i modsætning til veterantogets personvogne, som alle er tidligere privatbanevogne.

Godsvognen DSB IB 18915 blev leveret til DSB med betegnelsen QR 36 098. Dengang ikke som hvidmalet kølevogn, men i stedet som almindelig godsvogn beregnet til transport af både dyr og godsartikler.

Senere da godsvognstyper som QR-vognen var ved at være forældet på grund af størrelse, taghøjde og dørbredde, besluttede man at ombygge 100 af QR-vognene til IB-vogne. Altså til kølevogne. Det skete ved at man byggede et skelet uden om det eksisterende og i mellemrummet isolerede vognene til brug som kølevogne. Indvendigt blev der i vognene i hver gavl indsat en kasse til iskasser som brugtes som kølemiddel. Disse kasser kunne rumme 300 liter is. Efterhånden som denne is smeltede, blev smeltevandet ledt ud af vognen og ned på skinnerne. QR 36 098 blev i 1954 omlitreret til IB 18915 i forbindelse med ovennævnte ombygning.

Behovet for kølevogne hos DSB svandt dog ind over de kommende år og forsvandt efterhånden helt fra jernbanerne.

DSB IB 18915 blev udrangeret i 1967, overdraget til civilforsvaret og placeret i Gudsø. Her blev den i mange år bruges i forbindelse med øvelser i brand og redning.

I 1994 kunne Lokomotivklubben overtage IB-vognen ved at bytte med en anden godsvogn. Straks blev der indledt en restaurering af IB-vognen og denne kunne, med støtte fra Albani-fonden, indsættes i veterantoget fra 2004.

Nu bruges IB-vognen mest til opbevaring cykler og barnevogne under kørslen og samtidigt er vognen lagervogn til rengørings-midler mm.

Som et led i motoriseringen af DSB anskaffedes i 1935 de første to MO-vogne nr. 211 og 212 (fra 1941 nr. 511 og 552) fra B&W i København.

I årene 1935-40 leverede Frichs og Scandia i samarbejde yderligere 47 MO-vogne nr. 261-307 (fra 1941 nr. 553-599), der alle var forsynet med to Frichs motorer på hver 250 HK.

I perioden 1951-1958 leveredes ligeledes fra Frichs/Scandia en serie på 90 stk (nr. 1801-1890), der afveg fra de første ved at have indbygget varmekedel til togopvarmning og et større rejsegodsrum. Disse vogne havde kun 37 siddepladser mod 52/55 pladser i førkrigsvognene.

I 1960'erne blev de fleste af førkrigsvognene ombygget og forsynet med dampvarmekedel, og de blev da omlitreret til MO1951-1962 samt 1973-1999.

MO-vognene har været anvendt til fremførsel af alle togtyper lige fra lyntog til godstog, og de ældste MO-vogne klarede en driftperiode på næsten 50 år, inden de fra slutningen af 70'erne og frem til 1984 blev udrangeret.

MO 1848 blev leveret i 1954 og kørte indtil 1984, hvorefter den blev overdraget til DSB Museumstog.